Det var slet ikke meningen, at vi skulle ud at rejse i sommerferien 2015, men sommeren havde været kølig og blæsende, og da vi fik ferie tegnede det ikke til at blive bedre.

Det var så deprimerende for vi trængte til sol og varme, så vi bestilte en rejse til Alanya på den tyrkiske sydkyst. Og her fik vi sol og varme - masser af varme! Det blev til en dejlig uge med mange oplevelser selv om det hele på grund af varmen foregik i slow motion og med rigtig mange hvile- og drikkepauser rundt omkring.

 

 

 
 

Vi fik set byen oppefra, fra vandsiden, fra bil og på gåben.

Det Røde tårn er byens vartegn. Det stammer fra 1226 og var en del af den store fæstning, der gennem flere hundrede år bevogtede området. Tårnet ligger ved havnen ved foden af det 250 meter høje Alanyabjerg. Fra bjerget breder byen sig ud langs kysten til begge side. Her er kilometerlange strande med hotel efter hotel, og bagved rejser Taurusbjergene sig.

Vi tog en taxi helt op til toppen af Alanyabjerget, hvor man kan se resterne af en gammel befæstning. Herfra er der en skøn udsigt.

 

Et godt stykke oppe på bjerget ligger restauranten Panorama, og navnet passer perfekt, for udsigten er fuldstændig vidunderlig. Når man så oveni får en meget lækker grillmix-frokost, ja - så bli'r det ikke meget bedre.

 

 

Strandene på begge sider af Alanya er fyldt med solsenge og parasoller, og bagved ligger hotellerne i alle størrelser. Mellem strandene og hotellerne går kystvejen og den kilometerlange strandpromenade.

Alanyas havn er spækket med turbåde i alle størrelser, der tilbyder vidt forskellige ture. Vi tog med på en en-times tur rundt om Alanyabjerget og tilbage igen. En skøn tur i flot vejr, og det luftede dejligt ude på vandet. Højt oppe på bjerget skimtes en del af den 6,5 km lange velbevarede mur, der i flere århundreder var en del af Alanyas forsvar mod fjender.

Der var rigtig mange af disse sørøverskibe i forskellige størrelser og med forskelligt udseende. De fungerede som disco-badeskibe, der sejlede kortere eller længere ud, hvor de så lå stille, mens de badende sprang i vandet akkompagneret af høj musik.  
  Vores hotel lå i Alanyas østlige udkant, og selv om vi havde lejet bil hele ugen, tog vi med hotellets shuttlebus, når vi skulle de 4-5 km ind til centrum. Som i mange andre byer var der nemlig mange biler og ikke så mange parkeringspladser.

Hotellets shuttlebus standsede i nærheden af Atatürkmonumentet, hvorfra det var nemt at komme ned til havnen eller til bazar-området. Her var mængder af butikker med mere eller mindre samme sortiment af tekstiler, lædervarer og souvenirs og en masse meget pågående sælgere.

Udenfor bazar-området er der dog butikker, der ligner dem, vi kender.

En af dagene var der kæmpestort grøntmarked med en overflod af alverdens frugt og grønt - også noget, vi ikke rigtig vidste hvad var.

 

 
  Ca. 50 km vest for Alanya ligger Side, som er en mindre by, men turister er der mange af. Mange kommer for at se det antikke Side, der består af ruiner og monumenter strøet rundt omkring over et ret stort område. Sides storhedstid var romertiden, så mange af bygningsværkerne stammer fra den tid. For os blev det kun til et lille kig, for det var bare for varmt til længere vandreture.
 

Tæt på ruinerne fra gammel tid ligger gågader med turistbutikker, og en lille havn med en livlig havneplads.

Der var rigtig hyggeligt i Side, og vi brugte en del tid på bare at sidde og betragte livet omkring os, mens vi drak kaffe, vand og friskpresset juice. Det var megavarmt, men skønt at sidde i skyggen og nyde ferien.

En tur langs Dimfloden var en ret speciel oplevelse. Vi kørte kun et par kilometer nordpå mod Taurusbjergene før store skilte reklamerede for den ene restaurant efter den anden.

Restauranterne her bredte sig ikke kun på begge flodbreder, men også ud midt i floden enten på støbt fundament eller flydende på pontoner.

 

Restauranterne var samtidigt hele vandlande med rutschebaner, svimmingpools og alskens vandpjaskeri. Og så var der en dejlig temperatur...

Her var en del turister, men især mange tyrkiske familier.

 
  Ca. 10 km oppe ad floden er der opført en stor dæmning, og her stopper restaurantfloden. Vi kørte over en lille bro, og fortsatte højere op i bjergene for at se drypstenshulen Dim Cave. Fra højderne var en flot udsigt over dalen, som Bent valgte at nyde, mens jeg begav mig ind i den store drypstenshule. Den er både meget bred og meget høj og fyldt med de mest fantastiske stalagmitter og stalakitter i de mest forrygende formationer og størrelser.
  Vi kørte til Manavgatfloden for at se det store vandfald, som ikke er særlig højt, men meget bredt. Det er noget af en attraktion og rundt om er der gøgl, cafeer, butikker og masser af mennesker. Lidt kaotisk og lidt rigeligt hurlumhej efter vores smag. Så vi kørte 1 km længere ned af floden til det lille vandfald, hvor vi fandt masser af fred og idyl og vi havde næsten det hele for os selv.

Udflugtsbåde fra byen Manavgat længere nede ad floden lagde til ved det lille vandfald, og vi sejlede med til byen og tilbage igen. Egentlig den omvendte tur, men det blev den ikke ringere af. Det var en dejlig tur, hvor vi befandt os i et område, der hverken var by eller land.

Bent tog lige et selfie på vejen.

 
I Manavgatfloden lever disse skildpadder, og bådføreren vidste lige, hvor han skulle finde dem. De er 20-25 cm, så helt små er de ikke.  
 

Vores hotel lå lige ud til kystvejen, der løber langs en længere strækning af Tyrkiets sydkyst. På den anden side af vejen er den nærmest endeløse strandpromenade, og derefter den ligeså endeløse strand. Fra hotellet er der en underføring under vejen, så det var nemt at komme til stranden.

 

Vi var heldige og fik værelse på 5. sal, som er hotellets øverste etage. Herfra var en rigtig fin udsigt til vand, strand, hotelområdet og andre hoteller. Det blev til mange timer på altanen både morgen og aften, hvor temperaturen bare var super behagelig.

Hvis det ind imellem blev for varmt, var der aircondition på værelset, ligesom lobbyen var et dejlig køligt sted.

 

Vi havde halvpension, hvilket vi ikke tidligere havde prøvet, men det fungerede fint takket være hotellets fremragende køkken. Hver dag var der et stort og meget varieret udbud af velsmagende retter, så hver dag blev man fristet og måtte lige smage på lækkerierne.

Man kunne vælge at spise ude eller inde. Vi spiste hver aften på den store udendørs "spisesal".

 
  Vores største udgiftspost var formentlig drikkevarer for der skulle indtages pæne mængder for at holde trit med varmen. Det var nu ikke noget problem, for der var mængder af restauranter, cafeer og boder overalt, hvor vi kom frem.

Vi fløj til den lille lufthavn i Gazipasa et stykke øst for Alanya, hvor vores lejede bil stod klar til os. På turen tilbage til lufthavnen kørte vi ad en mindre vej langs sydkysten. Her var nærmest øde, men der var også kun få strande for klipperne gik helt ud til vandet. Her var bare fantastisk flot.

Det var dejligt at have bilen, som gav os frihed til at køre, når det passede os. Vi holdt os på de større fine veje og undgik bjergvejene, og Bent havde ikke problemer med at gebærde sig i den tyrkiske trafik.

 
Vi besøgte Alanya 15.8.-22.8.2015. Vi rejste med Apollo og boede på hotel Grand Kaptan.